Der har været meget omtale på det seneste af Mars500-eksperimentet, hvor seks mænd frivilligt lader sig spærre inde, sammen, i 520 dage for at simulere en mission til Mars.

Jeg har det meget ambivalent med forsøg som dette. På den ene side er alt, der kan tjene som reel forberedelse til en bemandet mission til Mars interessant. På den anden side tvivler jeg på, om dette bringer os så meget som en nanometer nærmere Mars.

Det er helt ufatteligt, så mange resourcer der efterhånden er kastet efter “forberedelse” - vel at mærke til en mission, der endnu ikke er i støbeskeen endnu. Det er end ikke et officielt mål, pt.

Argumentet for eksperimenter som Mars500 er, at lukker man så mange mennesker inde samtidig og isolerer dem fuldstændigt, ender det måske med, at de går fuldstændig agurk og slår hinanden ihjel eller det, der er værre. Vi har derfor brug for nogle eksperimenter der kan lære os mere om den menneskelige psyke.

Her er jeg, fuldstændig som Robert Zubrin, fuldstændig uenig.

For det første er der intet der tyder på, at det skulle gå galt. Her tjener polarekspeditionerne især til illustration. Under polarekspeditionerne tog grupper af mænd på årelange rejser. De blev udsat for stress i ekstrem grad, voldsom kulde, små rationer, elementernes rasen. Mange kom ikke hjem i live. Der er mig bekendt ingen eksempler på polarekspeditioner der endte galt, fordi et eller flere besætningsmedlemmer gik grassat. Dertil kommer, at astronauter på vej til Mars vil have langt mere luksuriøse omgivelser. De vil få varm mad hver dag. De vil have adgang til varmt vand, bøger og underholdning. Og selvom de er tusindvis af gange længere væk end nordpolsfarerne, vil de have langt bedre muligheder for at kommunikere med dem derhjemme.

En anden ting: Disse astronauter vil være højt uddannede og grundigt trænede til missionen. Man skal ikke lade sig forblinde af de efterhånden mange Hollywood-produktioner med besætninger, der slet ikke kan sammen fra starten af, besætningsmedlemmer der pludselig bliver udskiftet af ledelsen lige inden afgang. De er verdensberømte, endnu inden de forlader jorden. Millioner vil følge deres rejse på nettet.

For det tredje: Er det rimeligt at udsætte mennesker for den belastning, det trods alt er, uden at rejse til Mars? Vi har skrappe regler for medicinske forsøg; de skal bl.a. være beviseligt relevante. (Er det derfor, Mars500-eksperimentet foregår i Rusland?) Ville det ikke være bedre, om besætningsmedlemmerne bragte deres ofre på en reel mission, i stedet for i en tank et sted i Rusland?

De seks besætningsmedlemmer i Mars500-eksperimentet bliver ikke berømte. De udforsker ikke en fremmed planet. Det vil ikke være interessant for rumfartsinteresserede at følge deres mission på nettet (men måske for psykologiinteresserede). Dermed er en meget væsentlig del af det samlede, psykologiske setup meget anderledes, end det kommer til at være på en reel mission til Mars.

Jeg - og mange andre - er efterhånden godt trætte af alle disse “forberedelser”. Lad os nu bare komme af sted!

Jeg har for nylig udledt udtrykket for den kraft, et solsejl påvirkes af. Kraften er givet ved

hvor L_⊙ er solens luminositet, c er lysets hastighed, A er solsejlets areal, θ er vinklen mellem solsejlets normal og retningen til solen, r er afstanden fra solen til solsejlet, og η er solsejlets reflektans (transmittansen antages at være nul).

Selv synes jeg umiddelbart, det ser fornuftigt ud. Så mangler vi bare at hive det ind i baneberegningerne

Er der i øvrigt nogen, der kan diske op med en udledning af udtrykket for strålingstryk (flux divideret med c)? For jeg har ikke kunnet finde det nogen steder.

Danske ph.d.-studerende Line Drube har været på Mars. Sådan næsten da. Hun har opholdt sig på MDRS - Mars Desert Research Station; et simuleret Mars-habitat i Utah i USA. (Desværre er habitatets egen hjemmeside ikke opdateret siden marts.)

Se indslag med Line i Go’ Morgen Danmark på TV2

I min egenskab af formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning får jeg af og til e-mails som stiller spørgsmål ved nytten af rumfart - som nu denneher, fra Steen Hansen:

Hej Steen Eiler Jørgensen.

Jeg ser at den nylig landede Mars Rumsonde har kostet 1 mia. US dollars. ( det er ca. 3.378.378,83 dollars pr. dag, og i danske penge 16.010.135,00 kr. pr. dag)

Hvad mon det så efterfølgende koster løbende pr. dag? Og hvad får vi for alle de penge og alle de resurser det har kostet indtil nu?

Jeg mener, at alle de resurser, kunne anvendes meget bedre på at skabe et bedre samfund, men da magt og penge spiller en så stor rolle i vores kultursamfund, er det sikkert meget svært at ændre til det bedre!

Med venlig hilsen
Steen Hansen

Til det kan jeg kun svare:

Hej Steen

For det første, så er dit pristal en faktor to for højt; den estimerede pris for Phoenix-landeren er pt. 520 mio. $, dvs. ca. 3 mia. kr. Storebæltsbroen kostede 21 mia. kr., så du ville kunne bygge 7 Mars-landere for det, storebæltsbroen kostede. Hvad har vi mest “gavn” af - og hvordan definerer du “gavn”?

Du spørger: “Og hvad får vi for alle de penge og alle de resurser det har kostet indtil nu?”

Lad mig lige minde dig om, at den Mars-lander indtil videre har kostet dig 0 kr. Den er udviklet og bygget af NASA, og det er dermed de amerikanske skatteydere, der har betalt for rumskibet.

Du skriver: “Jeg mener, at alle de resurser, kunne anvendes meget bedre på at skabe et bedre samfund…”

Irak-krigen har indtil videre kostet de amerikanske skatteydere 3.000 mia. $, eller 18 mio. mio. danske kroner (Ja, der står millioner to gange efter hinanden.) Er det bedre at bruge pengene på krig? For den pris kunne du få 6.000 Mars-rumskibe.

Du skriver: “…men da magt og penge spiller en så stor rolle i vores kultursamfund…”

Hus forbi. Sig det til dem, der bruger penge på krig. Rumforskning har intet med magt at gøre. Det har lidt at gøre med penge, da det er et relativt dyrt forskningsområde. Men her er vi tilbage ved: “Hvad får vi ud af det?”

Vi går ud fra, at vand er en forudsætning for liv. Vi finder biologisk liv de besynderligste steder på Jorden, men én ting har livet til fælles: afhængighed af vand. Hvis vi derfor vil finde liv på Mars, skal vi kigge der, hvor vandet er.

Phoenix er som den første rumsonde nogensinde landet så tæt på Mars’ nordpol, at der måske er store mængder vand (is) i undergrunden. Faktisk ser det ud som om, den er landet direkte ovenpå et stort stykke is (se http://phoenix.lpl.arizona.edu/images/gallery/lg_1040.jpg).

Hvorfor er vi så så forhippede på at finde liv på Mars? Ingen sagde det tydeligere end den desværre nu afdøde danske marsforsker Jens Martin Knudsen: “Hvis vi finder liv eller spor af liv på Mars, og det viser sig, at livet på Mars er opstået uafhængigt af livet på Jorden - så må livet være vidt udbredt i galaksen!”

Med andre ord: Ved at sende en sonde til Mars kan vi, hvis vi er heldige, finde ud af, om vi blot er en lille, livlig planet blandt millioner andre, eller om vi måske er mutters alene i det store, mørke univers.

Det er en erkendelsesproces med vidtrækkende følger for vores opfattelse af os selv. Det ligger i den menneskelige natur at udforske sådanne grundlæggende spørgsmål. Og har vi råd til at bruge så mange ressourcer på krig, så har vi saftsusemig også råd til at udvide vores horisont lidt - til gavn for hele menneskeheden.

Med venlig hilsen
Steen Eiler Jørgensen
Formand
Dansk Selskab for Rumfartsforskning

Inden længe skal en gruppe forskere til at forsvare deres forestående eksperiment i en retssal. Anklagen lyder, at de risikerer at forårsage Jordens undergang, hvis der opstår sorte huller i kollisionsøjeblikket. Intet mindre.
Det var jo også oppe og vende i forbindelse med Relativistic Heavy Ion Collider (RHIC) i Brookhaven i sin tid. Den gang gik debatten dog mere på strangelets end sorte huller. Så vidt jeg husker, bad man nogle forskere beregne sandsynligheden for at Jorden ville blive omdannet til en stor strangelet (egl. kvarkstjerne). Deres resultat var vist i omegnen af 10^-250. Da en journalist blev præsenteret for resultatet skal han have udbrudt: “Så I kan altså ikke udelukke det?!”

Det centrale her er begrebet “sandsynlighed”, eller måske snarere den brede befolknings mangel på forståelse af samme. Forsikringsselskaberne definerer “risiko” som produktet af sandsynligheden og konsekvensen. Og ved meget voldsomme konsekvener, som f.eks. Jordens undergang, er det helt rimeligt at kræve en meget lav sandsynlighed. Men det må 10^-250 også siges at være. Journalisten ovenfor kender ikke nok til sandsynligheder til at vide, at 10^-250 er ubegribeligt tæt på nul, i hvert fald, når vi snakker om sandsynligheder.